Fra havet og op i højderne og ned igen gennem frodige enge. På denne etapes 26 kilometer kommer du først til at opleve Rubjerg Knudes enorme sandflader, som er Danmarks højeste vandreklit, derefter bevæger du dig forbi Børglum Kloster, inden du slutter af i Thise.
Lønstrup-Thise
Lønstrup Redningshus
I Lønstrup kan du finde redningshuset på den stejle ophalerplads. Huset er ejet i fællesskab af Fiskeriforeningen og Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn, og du kan komme tættere på fiskeriets historie gennem en udstilling i redningshuset.
Du kan også tage et kig på Lønstrupjollen Marly, som blev bygget på Evald Larsens gamle skibsværft i 1956. Lønstrup Bådlaug gav Marly en nænsom restaurering, og på trods af at Marley var færdigrestaureret i 2001, var det først den 17. juni 2007, at Marly atter sejlede på Vesterhavet. Prøvesejladsen gik forbi Rubjerg Knude til Løkken.
Om sommeren fungerer redningshuset som samlingssted, hvor du kan deltage i sangaftner på pladsen foran huset. Året rundt kan du nyde udsigten over Vesterhavet fra madpakkehuset, der ligger ved siden af det gamle redningshus.
Kysten 13, 9800 Hjørring
Rubjerg Knude
Tæt ved Lønstrup kan du opleve den imponerende vandreklit Rubjerg Knude. Den højeste del af vandreklitten er beliggende knap 100 meter over havet, og Rubjerg Knudes øverste del består af et ca. 40 meter tykt lag flyvesand, som fortsat vokser. Langsomt, men ubønhørligt, gnaver havet sig ind i kysten, og hvert år forsvinder der flere meter.
Helt ude på kanten af Rubjerg Knude står fyret. Rubjerg Knude Fyr stod færdigt i 1900 og er i dag en af Nordjyllands største turistattraktioner og står som et symbol på en tidløs kamp mod naturens kræfter. Men den barske natur og hårde efterårsstorme æder af klinten, og det 30 meter høje fyr er rykket faretruende tæt på kanten. I 2019 blev det tid til at redde fyret fra at styrte i havet. Med Lønstrups lokale murermester i spidsen begyndte en bemærkelsesværdig redningsaktion/begivenhed for at bevare fyret ved at flytte det 70 meter ind i sandet.
Du kan besøge Rubjerg Knude Fyr døgnet rundt, og der er gratis adgang. Fra toppen af det historiske fyr får du en imponerende udsigt over Vesterhavet og Vendsyssel, eller du kan gå en tur i området og opleve den dramatiske kystlinje, som havet langsomt æder af.
Fyrvejen 30, 9800 Hjørring
Børglum Kloster
Når du besøger Børglum Kloster, træder du ind i Vendsyssels historiske centrum gennem hele middelalderen. På Børglum Bakke har historien taget form, og klostret står stolt som et symbol på fortidens storhed og betydning.
Du vil muligvis undre dig over, hvorfor klostret på denne afsides beliggende bakketop blev valgt som magtcentrum gennem hele middelalderen, men hvis du besøger Børglum Kloster, kan du næsten mærke fortiden nærvær. I vikingetiden var der en kongsgård på Børglum Bakke, og i 1060 blev der oprettet et bispesæde på stedet. I 1100-tallet blev stedet valgt som hovedsæde for præmonsstratenserordenen i Norden, og fra reformationen i 1536 og frem til 1669 var Børglum Kloster endda kongeligt krongods.
I 1669 overgik klostret til privateje, er i dag ejet af Hans og Anne Rottbøll. Sammen med deres børn repræsenterer de den sjette og syvende generation af familien Rottbøll på klostret.
Dagligt kan du opleve skiftede historiske og kunstneriske udstillinger i den privatejede klosterkirke og udstillingslokalerne, der strækker sig over ca. 3000 kvm.
Børglum Klostervej 255, 9760 Vrå
Hvordan kommer du til og fra etapen med offentlig transport?
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘Lønstrup Turistinfo (Strandvejen / Hjørring Komm.)’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.
Nyttige links
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk
Få et stempel i dit Hærvejspas
På denne etape kan du få et stempel i dit Hærvejspas ved både etapestart og etapestop ved henholdsvis Lønstrup Kirke og Thise kirke